15. June 2015 15:19

Sæsonen er kommet godt i gang

lidt om aktiviteter, tag med sejlerskole på langtur, nye tiltag i vores cafe, lås på toiletter og vild med vand


Sæsonen er kommet godt i gang, og selv om vi er nogle der synes at temperaturen godt kunne være lidt højere, er aktivitetsniveauer på havnen i top.

Der har været Pinsetur til Lomma, vi har prøvet harestart om tirsdagen, og dommerbåden har fået nyt styresystem og el-installation.

Sejlerskolen på udflugt

Som tidligere  har vi også i år en god blanding nye sejlere og mere rutinerede kræfter. Og der er blandt gengangerne et ønske om at prøve kræfter med natsejlads, evt kombineret med lidt længere stræk, end vi når  en almindelig aften på sejlerskolen.

Vi har fået en mulighed for at sejle mindst en, sandsynligvis 2 både fra Göteborg til Dragør i weekenden 27-28/6. Planen er at tage toget til Göteborg d. 27 om morgenen, kigge på lidt Volvo Ocean racers, og så sætte kursen sydpå mod sundet, hvor vi forventer at være i Dragør søndag ved middagstid.

Så er der elever i sejlerskolen der har lyst til en fed oplevelse, så skriv til pedersen.kim@gmail.com og book en plads.

Med en båd er der 5-6 pladser, ud over de 2 instruktører, og med 2 både er der plads til 10-12 pladser, ud sover instruktører.

Cafe

Cafe Dragør Sejlklub er kommet godt i gang med sæsonen. Vi kan se at en del af klubbens medlemmer bruger cafeen sammen med de mange andre gæster. Vi er nu klar med en Dragør Sejlklub folder, som kan udleveres til gæster i vores klubhus. Cafeen er kommet med et par nye gode medlemstilbud - kig forbi og prøv dem.

Cafeen har siden åbningen haft lidt udfordringer med adgangen til klubbens toiletter. Vi forsøgte os i første omgang med et pænt skilt, som fortalte at de kun må benyttes af klubbens medlemmer og cafeens gæster. Det har desværre vist sig ikke at være nok og der er desværre fortsat mange af havnens gæster, som belaster toiletter i det daglige. Derfor prøver vi som et forsøg at sætte koder på toiletdørene. Alle medlemmer i Dragør Sejlklub kan naturligvis benytte toiletterne som hidtil.  Når cafeen er lukket, er koden deaktiveret

Vild med vand

Vild med vand er et initiativ i regi af Dansk Sejlunion og Nordea fonden. Her kan klubber under Dansk Sejlunion søge om tilskud til projekter. Vi er i bestyrelsen i samarbejde med Dragør Kommune ved at undersøge om vi kan samle de øvrige klubber og foreninger på havnen til et fælles projekt. Det kunne være etablering af bade- og omklædningsfaciliteter eller lignende. VI ser mange fordele i at klubberne på havnen kan arbejde sammen for at få øget interessen for vandaktiviteter, sejlsport og havneliv i øvrigt.  Dette initiativ vil komme alle klubber og foreninger til gode.

I kan læse mere om initiativet her https://www.nordeafonden.dk/flere-oplevelser-paa-vandet-og-i-havnen

Med venlig hilsen

Dragør Sejlklub

 

 

 

 


Dragør Sejlklub - Strandlinien 1B - 2791 Dragør