27. July 2015 19:35

DM i J80 i weekenden 14-16 august

Traditionen tro afvikler Dragør Sejlklub igen i år et Danmarksmesterskab. I år finder det sted den 14.-16. august og det er for bådtypen J80, der er en moderne, enkel og meget hurtig sejlbåd.


Traditionen tro afvikler Dragør Sejlklub igen i år et Danmarksmesterskab. I år finder det sted den 14.-16. august og det er for bådtypen J80, der er en moderne, enkel og meget hurtig sejlbåd. Det var samme bådtype, som Dragør Sejlklub i 2011 afviklede et meget vellykket verdensmesterskab for med deltagelse af 75 både. Så mange deltager ikke ved det kommende Danmarksmesterskab, hvor arrangørerne forventer et felt med ca. 25 både. Der er tale om et åbent Danmarksmesterskab, og således kan også besætninger fra udlandet deltage. I skrivende stund er der tilmeldt 16 danske både samt 1 tysk, og der håbes på flere både fra Tyskland og forhåbentlig også fra Sverige.

Sejladserne afvikles lørdag og søndag i området syd for Peberholmen. Der er planlagt 5 sejladser hver dag med start på første sejlads kl. 1000. Når der ikke kapsejles, vil bådende være fortøjret i lystbådehavnen, og lørdag aften er der på Dragør Fort fællesspisning for alle sejlere og hjælpere.

Til at lede slagets gang på kapsejladsbanen har Dragør Sejlklub allieret sig med Troels Wester Fischer, der er uddannet og godkendt til at være baneleder på internationalt niveau. Troels var også baneleder, da Dragør Sejlklub sidste år afviklede Danmarksmesterskabet for bådtypen Scan-kap 99. I en ikke så fjern fremtid håber man i Dragør Sejlklub på selv skal kunne dække funktionen som baneleder. Således er nogle af klubbens medlemmer i disse år ved at gennemføre de obligatoriske kurser, der skal til for at blive godkendt som baneleder.

På sponsorsiden er der foreløbig opbakning fra Quantum Sails samt Palby Marine. Også Dragør Kommune ved Markedsføringsgruppen støtter op om arrangementet.

J80 er som skrevet en enkel og hurtig sejlbåd. Med en ringe vægt på kun 1.320 kg og samtidig et stort sejlareal med en asymmetrisk spiler på 65 kvadratmeter planer båden allerede ved vindhastigheder på omkring 8 m/s, og i frisk vind er det ikke usædvanligt at opnå hastigheder i nærheden af 18 knob. Med denne sommers meget blæst er der således lagt op til et par dage med både udfordringer og spænding i farvandet ud for Dragør.   


Dragør Sejlklub - Strandlinien 1B - 2791 Dragør